SORT SNE

Han svinger benene ud over sengekanten med den insisteren, han har tillært sig for ikke at forfalde til at bliver liggende så længe, at han er bagud med alt, allerede før han har fået morgenmad. Så rejser han sig forsigtigt for ikke at vække Stinne. Under alle omstændigheder er hans morgenro dyrebar, men lige i dag har han overhovedet ikke travlt med at tænde for hendes uophørlige talestrøm. Den næste måned skal bare overstås. Han længes allerede efter tømmermændene nytårsmorgen, som er en klar, om end ubehagelig, bekræftelse på at december måned endelig er løbet ud. 

På bare tæer fortsætter han gennem lejligheden. I et dunkelt lys fra gadelygterne kan han skimte omridsene af de første flettede hjerter, engleuroer og nisselandskabet, som har indtaget en hel hylde på reolen. Han vrisser irriteret vel vidende, at dette kun er begyndelsen.

Duften af friskbrygget kaffe lægger et øjeblik en dæmper på hans tiltagende dårlige humør, men kun lige længe nok til, at han ikke hidser sig op over, at alle deres krus er blevet skiftet ud med en rædsel af en lille tyk julemand, hvor hanken er udformet som kvasten på huen. Han sætter sig tungt ved bordet og prøver at ignorere de røde dækkeservietter med broderede grangrene.

Et eller andet sted kan man vel godt tillade sig at definere det som midlertidig sindssyge. Dette lette vanvid, som griber en stor del af befolkningen. Denne irrationelle insisteren på at hygge er det samme som lunkne æbleskiver og opvarmet rødvin med rosiner. Han kan mærke, hvordan trætheden allerede lægger sig ned over hans psyke. Forudsigelighedens lammende kedsomhed får ham til at udstøde et langt, inderligt gab.

”Godmorgen, skat.”

Han farer sammen, da Stinnes arme lægger sig om ham bagfra.

”Er det ikke bare skønt.” Begejstringen i hendes stemme lægger sig som klæbrig blød nougat henover hans spolerede stilletime. Hun tager et af de nissekrus, som han behændigt har undgået og fylder det med kaffe, før hun sætter sig foran ham med forventningen lysende ud af øjnene. Han behersker sig.

”Du er tidligt oppe.”

”Uhm… Jeg vil stå op sammen med dig i december. Der er simpelthen så meget, jeg skal nå, og det gælder jo også om at nyde det mest muligt. Ikk’ skat.”

Han laver en kujonagtig bevægelse med hovedet, som kan betyde lige præcist det, hun helst vil havde ham til at svare. Hun smiler lykkeligt.

”Hvad sad du her og funderede over.” Hun rækker ud efter hans hånd. ”Julegaver?”

Han gentager sin bevægelse med hovedet.

”Ved du allerede, hvad jeg skal have?” Den barnlige forventningen lægger et umenneskeligt pres på ham, og han rejser sig brat, men forsøger at kamuflere det som en genopfyldning fra kaffemaskinen. Med ryggen til hende kaster han et hurtigt blik ud af vinduet. Kaffen fortsætter ud på køkkenbordet, ned ad lågerne og ud på gulvet.

Hele verden er dækket af et tyk lag sne. Sort sne. 

Han er tolv år gammel. Alene i huset. Mor kørte for to timer siden. Hun sagde, at hun skulle ud efter julegaver, men han ved bedre. Allerede i døren, da hun trak ham ind til sig og plantede et vådt kys på hans kind, stank hun af sprut og cigaretter. Det knitrende kjolestof, chiffon, var heller ikke designet til at bære tunge poser fyldt med gaver. Det var skabt til at tiltrække mænd.

Den forkerte slags mænd.

Far kommer heller ikke hjem til jul i år. Udstationeret på boreplatformen. Mellem jul og nytår vil der komme en konvolut til ham. Med penge, så han kan købe det han allermest ønsker sig. Han kan knapt huske, hvordan hans far ser ud. Kun erindringen om tør hud og lussinger, der sidder løst, nægter at blive fordrevet fra hans sind.

Han drikker kaffe i køkkenet. Af et glas. Mor har ikke vasket kopperne op. Kaffen sort, en smule bitter af at have stået på maskinen hele dagen. Lige nu sidder hans klassekammerater derhjemme, rødmossede og glade, klar til at flå glitrende papir af enorme gaver. For dem opfinder han en anden virkelighed. Om hans mor, der arbejder hele natten. Om hans far, der er boss på riggen midt i Østersøen. Ingen føler medlidenhed med ham. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.

Selv om han ikke vil møde Stinne før om femten år, kender han hende allerede. Hun er et flaksende insekt i udkanten af hans synsfelt, en god og hjertevarm borehveps, der vil give ham alle de ting han aldrig fik. Mase sig ind gennem hans hud, og suge sandheden ud af ham. Han ser hende i sine mareridt. Altid i rødt og sort. Selv hendes måde at snakke på er som et insekts. Knitrende og knogleløst. Lyden af babytænder i en rangle.

Det er begyndt at sne. Lydløst flyder himlen over, og luften mættes med produktet af fortættet vand. Han løfter kaffeglasset op foran ansigtet. Gennem den mudrede væske kan han skimte snefnuggene. Sort sne. Sorte driver. Han forestiller sig en snestorm om natten. Hvor mørket vil blive fysisk af alt det sorte, der fyger og trimler. Selv i hans forestilling er Stinne der. Hun går gennem snestormen, med røde kinder. Hun smiler til ham. Han gyser og tager glasset væk. Sneen er hvid igen.

Han så Stinne første gang, da han var ni. Hun kom til ham om natten. Lagde sig hos ham i sengen, og pressede sin fine næse ind i hulningen ved hans hals. Hun hviskede at hun elskede ham, at hun ikke ville forlade ham, at det var de to fra nu af til evigheden faldt ind i sig selv. Han var vågnet, badet i sved, med opkast ud over dynen. Havde kaldt på mor, men hun kom ikke. Det vidste han, da lydene fra soveværelset blev skærende. Selv nu kan han mærke hendes kærlige fingre snappe efter hans hjerte. Han gisper, halvt druknet. 

”Skat! Du spilder” siger hun og fjerner rusker ham blidt i skulderen. Køkkenet vender tilbage, komplet med kravlenisser og ekko af fremtidig gløgg. Han ser op. Vrider et smil frem på læberne.

”Ja. Jeg var lige væk et øjeblik”. Han rækker hånden ud mod karkluden, men hun slår ham drilsk over fingrene.

”Det skal jeg nok klare”. Hun falder på knæ foran ham, tørrer ivrigt kaffen bort. Alting bliver så rent. Hun planter et kys på hans knæ. Da han kigger ned, er hendes øjne allerede i hans.

”Jeg elsker dig. Og jeg elsker at vi er sammen” hvisker hun.

Kvalmen stiger op i hans mund.

    Han vil gengælde de kærlige ord, mest fordi hendes øjne trygler ham om det, men fylder i stedet køkkenvasken med opkast. Det mangefarvede maveindhold plasker op af siderne.

   Stinne springer i dækning bag ham.

   ”Jamen, lille skat dog!”

   Køkkenet hælder lidt ned mod det ene hjørne. Han griber fat i kanten af bordpladen og borer neglene ned i den. Kravlenisserne rasler i vindueskarmen som opskræmte flagermus. Han trykker de bare fødder godt ned i det kaffeklæbrige linoleum for ikke at falde, indtil både han og køkkenet genvinder ligevægten. Også kravlenisserne falder til ro.

   Stinne slynger armene om ham.

   ”Sæt dig ned, skat!”

   Sammen får de ham bakset ned på en køkkenstol. Koldsved driver ned ad hans ansigt som tøsne. Uden at tænke over det, aftørrer han sin klistrede mund med en af de forhadte dækkeservietter med broderede grangrene.

   ”Jeg havde glemt hende,” stønner han og virrer med hovedet.

   Stinne knæler ned foran ham. Bekymringen fordrejer hendes træk.

   ”Hvem, skat? Hvem havde du glemt?”

   ”Pi… Pigen i den sorte sne.”

   Hun kigger undersøgende på ham.

   ”Det var dig, men det var også en anden. Hun ville overvintre hos mig, inde i varmen. Måske var jeg syg, jeg ved det ikke. Jeg gemte hende for min mor. Det var altid ved juletid, tror jeg.”

   Da han ser op på Stinnes store, forskræmte øjne, skynder han sig at tie, uvis på, hvad han lige har sagt. Det var også noget værre barnevås. Tænk at det stadig lå og rumsterede derinde. Men sådan er det med julen. Det ved han jo. Alt det bortviste åbenbares, som Jesusbarnet i et krybbespil, lige meget hvor meget, hun pakker det ind i vat og gran. Under stilhedens og renhedens, hyggens, glemslens og julefredens hvide overflade, er sneen altid sort og rød og gul og brun.

   Frygten i Stinnes øjne viger for moderlig omsorg, men det hjælper ikke. Karkluden i hendes hånd får ham til at forestille sig, at hun også vil tørre ham væk en dag. Eller kvæle ham med en juleguirlande. Alt sammen i julens ånd. Måske pakke ham ind og donere ham til en enlig mor, der ikke har råd til at fejre jul. En mor, der stinker af sprut og cigaretter, og som vader igennem den sorte sne under gadelygternes juleglorier i jagten på mænd. Den forkerte slags mænd. Den røde mund som en tuschstreg i mørket.

   ”Er du syg?” spørger Stinne.

   Han blinker sveddråberne væk fra øjenvipperne og modstår trangen til at hvisle noget spydigt. Så bøjer han sig forover og griber sig om hovedet.

   ”Det er alt det julelort! Det gør mig vanvittig!”

   Hun kommer straks på benene med et fortørnet snøft.

   ”Nej, nu vil vi altså ikke ha’ besøg af Sure-nissen!”

   Da han ikke svarer, vender hun ryggen til ham, går hen til køkkenvasken og slasker den kaffebrune karklud ned i bordpladen. Han ransager sin omtågede hjerne for at gøre skaden god igen.

   ”Undskyld, Stinnemus. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Se, nu er Sure-nissen væk.”

   Han øver sig på et forsonende smil, men mærker så, at hun ikke hører efter. Hun står tilsyneladende og kigger ned på hans bræk i køkkenvasken. Så griber hun en gummihandske fra opvaskestativet, trækker den på i et hidsigt ryk og stikker hånden ned i det.

   ”Hva’ er nu det!? Hva’ fanden er det, du har gjort!?”

   Hun vender sig om med et såret udtryk i ansigtet. I hånden holder hun en lille plasticnisse.

Han er 14 år gammel. Alene i huset, alene på sit værelse. Det ringer på, men han hører ingenting. Det eneste, han hører, er lyden af  Sex Pistols skud mod hans øregange. Persiennerne er rullet ned, væggene er malet sorte og luften på d 9 m2 værelse, er tæt, tyk og grå af tobaksrøg.  Lugten af pubertær armsved.

                      Lugten generer ham ikke. Det gør lugten fra inde ved siden af derimod, hvor mors værelse ligger. Mors værelse med de nussede lagner. Denne kvalmende, søde og forbudte stank, der siver fra mor og videre ud i atmosfæren. Hvor vil han dog gerne væk fra mor, stanken og de nussede lagner.

                      Han får kvalme og hovedpine,  rejser sig op og slukker for musikken. Han  sætter kurs mod sengen for at snuppe en lur, men til hans store irritation ringer det insisterende på døren.

”Hvad vil du”, hvæser han til damen med briller og pagehår. ”Goddag, jeg er Margit Johansen, jeg kommer oppe fra kommunen. Træffer jeg din mor?”.

Hun ser noget nervøs ud, denne Margit Johansen, hendes smalle, stramme mund bævrer nervøst. Måske er den hans sortmalede øjne og hans udsmykninger, der gør hende usikker, eller også er det bare situationen generelt. Hun ligner et lille barn, som hun står der med bøjet nakke, pagehår og slud på hendes latterlige lyserøde gummistøvler.

Men han får ikke ondt af hende.  SLAM, siger det. Og Margit Johansen når kun netop at få næsen tilpas langt nok tilbage til, at hun ikke  slår sig.

Han går tilbage til værelse og ligger sig under vattæppet. Uroen stikker overalt i arme, ben, tanker og køn. ”Fuck, mor, fuck far, fuck Margit Johansen. Fuck dem alle sammen”, tænker han. En tåre presser på, og til sidst må han overgive sig til den, og efterfølgende kommer søvnen til ham.

Han drømmer. Om mor og om far. Om en tid før de nussede lagner og lussingerne. Før Far slog mor til et benløst kadaver. Før skuffelser, krig og had.  Om en tid med sort/hvidfilm, brunkager og julemanden, som er virkelig nok. Om en hvid julenat med månelys og fred på jord. Og mor og far  ler og  kysser og roder ham rundt i håret og siger, at han er en god knægt, at han har været sød i år.

Han vågner med tommelfingeren i munden og savl hængende i mundvigen. Han vakler hen til vinduet og kigger ud af en sprække i persiennerne. Her ser han virkeligheden; gråt landskab, sort sne: Det hele var bare en drøm.

Det er adventssøndag nummer fuck og han har klaret sig gennem halvparten af juleglimmeret, æbleskiverne og den evigt knirkende sne, som slår sprækker i huden og revner i sindet. Fornemmelsen af, at der snart er en ende på lidelserne, opløfter ham. Denne søndag eftermiddag har Stinne lokket ham med ud i haven med det utrolige formål, at kreere en snemand. De tåbelige snemasser har stimlet sig sammen i driver op ad huset og haveskuret og trykker sig krampagtigt på plænen under deres fødder.
      Det er fugtigt og det er godt.
      Stinne drøner røvsmilende rundt i haven, hvor sneen sætter sig som finurlige klokker på hendes uldvanter hver gang hun forsøger at samle en snebold. Han har virkelig svært ved at se det morsomme i at få kold sne ned ad nakken, kold sved under jakken, klamme bukser og stivstøttede tæer. Men Stinne morer sig kosteligt hver gang hun rammer ham med en dårlig undskyldning af en snebold. Han forsøger at koncentrere sig om at rulle de tre bolde, der skal til, for at snemandsprojektet kan blive overstået. Stinne kommer anstigende med velhængt gulerod, knækket kost og hans gamle strikkehue, der skal gøre det ud for en høj hat. Et halvsygt grin presser sig på hans læber, og Stinne smiler øjestrålende tilbage.
      ”Så mangler vi kun hovedet. Skal vi bygge én til – så kan det jo være dig og mig, der står her i sneen.”
Smilet forlader hans mund ved Stinnes forslag.
      ”Jeg fryser. Lad mig nu lige få den her færdig. Så vil jeg ind og ha en kop kaffe.”
Han undgår at se på Stinnes røde kinder og glinsende øjne. Stirrer målrettet på snemandens manglende hoved, mens Stinne står parat med gulerod og strikkehue.
      To brede baner har fundet vej ud over plænen, mens snemandens krop er blevet skabt. Dens hoved ligger allerede som en ustøbt skulptur på græsset. Han skal blot bukke sig ned og rulle det op. Idet han igen sætter hænderne ned i den kolde sne, støder fingrene mod en genstand. Spaden. Han havde glemt at få den ind i skuret, da den første sne faldt. I mellemtiden er alt hvad han ellers har glemt at ordne i haven dækket af den stadigt faldende sne. Det er godt.
      Med begge hænder løfter han langsomt spaden ud af dens hi, ryster den en gang og tager et godt greb om den. I én bevægelse rejser han sig med spaden i hånden og snurrer samtidigt både krop og spade rundt. Hæver i drejningen spaden til hovedhøjde og slynger den af al kraft ind i nakken på Stinne, der står så fint og præcist placeret ved siden af snemanden. Med et metallisk klang fryser Stinnes julesmil til is på hendes ansigt, mens hun næsten i slowmotion knejser sammen og spaden fortsætter hen over snemandens manglende hoved.
      Sneen er hvid som blod.
      Julens farver udspiller sig i rødt og hvidt for foden af ham, da han afslutter den fuldendte cirkel og en uudgrundelig lethed bevæger sig over hans pande. Verden er hvid, kaffen er sort og nissen er død.
      Det går hurtigt, og der skal ikke mange spadefulde sne til at dække det faldne dannebrogsflag i sneen foran ham. Snevejret tager til. Det kommer deroppefra og dækker alt, hvad han har glemt, han skulle gøre – og det han kunne huske, som skulle glemmes.
     Sneen er hvid som sne.
     Støvlerne bankes mod husmuren inden han går ind, for ikke at slæbe våde sjapper ind på stuegulvet. Han sætter dem i entreen og smider jakke, halstørklæde og våde handsker op på knagen. Han ser ud i haven. Snemanden mangler sit hoved. Han går ind i stuen.
     Han begynder at pille julepynt ned.

Det siges, at livet blot er et flygtigt lysglimt mellem to evigheder af mørke.

Udenfor er mørket faldet på. Trekvartmånen kaster et svagt og sølvgråt – næsten trolddomsagtigt – skær ned over haven. Den forsøger at forlene landskabet med en smule liv – selv den hvide bule i sneen ved siden af snemanden uden hoved. Imens er han er fanget i et vakuum – en tidslomme – hvor alting gentager sig hvert tiende sekund: Den metalliske klang fra spaden, der endegyldigt ender Stinnes liv … blodet, der farver sneen rød. Han ryster på hænderne. Hvidvinen glimter med en sølvblank glød i glasset og lokker. Alkoholen bruser i årerne.

Han bilder sig ind, at den holder smerten og angsten på afstand.

Stilheden er næsten larmende. Han kigger ud af vinduet i køkkenet og betragter sneen og mærker en tunghed. Et suk i sjælen. Op fra jorden strømmer fortidens stumme skrig. Stinnes skrig. Hun plager ham fra det hinsides. Hun har aldrig tænkt sig at lade ham i fred.

Han flygter ind i soveværelset og kaster sig på sengen. Han ryster. Betrækket dufter stadig af hende. Selv hendes kys kan han smage endnu. Hun har aldrig forladt huset. Skyggespillet i loftet får ensomheden til at blande sig med paranoia. Han spekulerer på, hvor mange minder, der med tiden har boret sig ind i væggene. Lever en del af hende stadig i tapetet? Betragter hun ham i måneskæret? Er vi i virkeligheden alene, når vi tror vi er det?

Værelset emmer pludselig af sælsomt liv. Udenfor hænger spredte skyer dovent over landskabet.

Lige siden barnsben har han haft en undertrykt angst for dæmoner; hæslige og uvenlige skabningers indtrængen i hans liv. Usynlige og hengemte i mørket betragter de ham og piller ham fra hinanden. Mor og far var der jo aldrig til at passe på ham. Dæmonerne forgriber sig på ham. Det gjorde de i hvert fald dengang han var syg og boede på institutionen, hvor han blev tvangsfodret med blå og lyserøde piller. En dag forsvandt skyggerne i loftet; det samme gjorde pillerne. Han var rask igen, sagde de. Udsluset tilbage i det civiliserede liv med besked om, at de ikke ville se ham igen.

Blikket er tungt og sløret, forankret i drømmeløst mørke. Han mærker angsten rumstere i mørket i brystkassen. Far er her. Et radmagert gespenst med langt hår, tang i sin ånde og Østersøens saltvand skvulpende i blikket. Han kigger indgående på ham. Mor er her også. En diffus silhuet. Han har næsten glemt hendes ansigt. Hun lugter af sprit og fremmede mænds sved. Hendes boblende latter er enerverende. Hun håner ham. Du er et produkt af en kande Margarita og et defekt kondom. Uønsket.

Pigen i den sorte sne er der også. Hun betragter ham med blanke øjne; et lille barn indhyllet i angst og ulykkelighed. Fortabt. Pludselig genkender han hende. Klarhed. Hjertet banker som et trykluftsbor. Han ser sig selv … han er den lille pige i den sorte sne. Hun er hans indre dæmon, som hjemsøgte ham hver jul, når mors og fars svigt gjorde allermest ondt. En manifestering af hans indre sorg.

Det hele flimrer. Øjeblikket er en gammel sort-hvid-smalfilm med mørke pletter på lærredet. Sengen ryster. Kroppen værker. Lugten af institutionens hvide vægge og lyserøde piller rammer ham. ”Hvor er jeg?” skriger han. Virkeligheden forsvinder omkring ham. Dæmonerne forsvinder. Hvor er han? Hvad er hans virkelighed?

”Hvor er jeg?” stønner han udmattet. Og pludselig går det op for ham. Sandheden rammer ham …

                      Sandheden. Virkeligheden. Og mens væggene toner frem, gennem hans tårevædede blik, husker han.

                      Julen havde intet at gøre med hans fars død. Hvordan kunne den det? Den var end ikke startet endnu. Det var efteråret til gengæld, for ikke at nævne den fygende novemberstorm, der rev den gamle stodder af sine fødder, væk fra boreplatformen og ned i sorte, kolde Moder Østersø.

                      November var uendelig, mens mor adopterede fars barkede næver og bevarede sine egne bløde håndflader. Måske skulle det forestille sorg, måske var det afmagt. Det var den længste måned i hans liv. Og så startede det… Nisserne… Den insisterende påstand, at julen ikke skulle mangle i år, for det ville far ikke have ønsket. Sandheden er, at hverken far eller mor havde holdt helligdagen hellig, så længe han kunne huske. De havde end ikke ladet som om. Og nu var far død.

Han tolererede hende, så længe han kunne. Hendes fordrukne, anklagende skænderier med Margit Johansen, der syntes at stå permanent foran deres hoveddør nu. Men da hun dukkede op… Da Stinne en nat kravlede under hans dyne og klemte ham til sig og omsluttede ham, da fik han sin frihed. I hendes omsorg. Og næste morgen, den første december, lyttede han til Stinne og gjorde, hvad hun foreslog.

Han pyntede til jul…

Sandheden er her nu. Overalt omkring ham. Og det går op for ham, at den har været her før. Han kan huske, at han før har været vågen, på denne måde og indser, at det ikke vil vare ved… Det er nat, men lyset i loftet brænder stadig – mest for at mændene på gangen kan se ham, gennem deres pansrede koøje, midt i den forstærkede dør.

Han mærker suget i sine arme, da han igen oplever at han svinger spaden og instinktivt forsøger han at dække sine øjne med hænderne. Umuligt. Han er fastspændt og han har intet andet valg, end at se det igen. Og igen. Og igen.

Det er december igen. Det er jul igen. Der er sort sne udenfor vinduet.

Han svinger benene ud over sengekanten med den insisteren, han har tillært sig for ikke at forfalde til at bliver liggende så længe, at han er bagud med alt, allerede før han har fået morgenmad…

Med en krampe i sindet tvinger han sig til at huske, inden illusionen sluger ham på ny.

Der var fireogtyve dage til jul, men han og mor lavede kun juledekorationer til de tyve af dem. Margit Johansen, der til sidst havde siddet så længe i skabet, at hun kun var knuder og kabler, under gullig hud, fik lov at hjælpe ham med hver adventssøndag.

Han sad i entreen, dagen efter jul, da politiet omsider brød låsen op. En nøgen dreng, som en grotesk fugleunge, kun klædt i Margit Johansens lyserøde gummistøvler, siddende i en lænestol, med en juleplatte i skødet. Den første betjent så ham ikke, mens han pressede døren mod dyngen af reklamer og post foran brevsprækken, men det gjorde den næste. Og den røde farve, som kulden havde tvunget ind i mandens kinder, drænede ned bag skjortekraven.

Den dag var Stinne der ikke længere. De havde fejret jul sammen, i hendes entusiastiske facon og selvom han ikke havde forladt huset i næsten en måned, fik de stadig steg af den sidste smule mor… Med sprød svær!

De fandt hende i køkkenet. Og i stuen. Og i soveværelset. Guirlander og flettede julehjerter, tørt blod farvede vat-sneen i nisselandskabet sort. Han blev ført væk fra huset, klædt i læderstropper til en båre og et skummende skæg af savl.

Hans navn er Patient MSC-18-27-14-18 og hans indre gyroskop roterer. Han er på institutionen og han har stadig feber. Han er i lejligheden og Stinne forskrækker ham ved køkkenbordet, ved at lægge sine arme om hans hals. Hun fortæller ham at det endeligt er jul igen. Og igen. Og igen. At sure-nissen ikke må være der og selvom han bliver ved med at dræbe hende, at dræbe sin egen dårlige samvittighed og den insisterende trang til jul og hygge og tryghed… Så vågner blot på ny, til en dag forfra, nu tættere på og længere fra julen end nogensinde før.

På juleplatten, i den nøgne drengs skød, lå nisserne fra snelandskabet. De få, han ikke havde slugt…